Din behandling
Balayo
Få kontakt til din krop og arbejd med dig selv
Du behøver ikke at forstå processen, for at en behandling virker. Body SDS’s teknikker er helt simple og manuelle.
Når du kommer til en behandling, starter vi altid med kort samtale, hvor du kan dele, hvad du har brug for og ønsker, at vi arbejder med. Herefter kommer du på briksen. Jeg starter altid med at varme kroppen op ved at arbejde med lymfe -og kredsløbssystemet. Det kan give en summen eller “champagne” agtig følelse – som nogle beskriver det. Nogle gange taler vi videre under behandlingen, og andre gange taler vi kun lidt undervejs. Det er under hele behandlingen dig, der har styringen, og du må altid sige til og fra. Grænser mærkes i kroppen, og derfor vil jeg altid tjekke ind med dig undervejs.
Jeg sørger for at støtte og guide dig bedst muligt igennem behandlingen, så oplevelsen bliver god og tryg.
Fysisk kontakt er en del af Body SDS, og derfor kan du naturligvis kunne mærke, at jeg har fat i dig, men det er ikke målet, at det skal være smertefuldt.
Du vil undervejs blive vejledt og støttet i at møde det, som er svært eller ømt. Det behøver ikke at gøre ondt for at gøre godt, men det kan nogle gange være nødvendigt at gå ind i det, der gør ondt, for at kunne komme videre. Sammen skruer vi op eller ned for intensiteten.
Min erfaring med behandling er, når vi har tilbagevendende skavanker og signaler, kan det kræve noget tid at aflære vores tendenser og årsager til at kroppen larmer. Det kræver tid at fordøje, slippe og åbne dybe tendenser i os selv. For hvert lag vi dykker dybere, jo mere bevidste bliver vi om det, kroppen gemmer på og om sammenhænge i os selv.
Praktisk info
Pris og betaling
Du kan betale med Mobilepyay eller kontant efter din behandling. En session koster 850 kr. Gavekort kan købes i klinikken eller sendes via mail efter aftale.
Afbudsregler
Du kan altid flytte eller aflyse din tid i tilfælde af uforudsigelige forhindringer. Aflysninger skal ske senest 24 timer før din tid og gerne før. Ved aflysninger indenfor 24 timer betales et gebyr svarene til 50% af behandlingsprisen.
Påklædning
Du skal ikke medbringe eller tænke på noget særligt inden du kommer. Du beholder undertøjet på under behandlingen. Tag gerne undertøj på, som du føler dig godt tilpas i. Du har et tæppe over dig under hele forløbet.
Parkering
Behandlerlokalet ligger i Århus C, så parkeringsmulighederne kan være begrænsede. Nærmeste parkering er Scandinavian Center/ Musikhuset eller Sallings P-Hus. Læs mere om parkering i indre by her:
https://www.parkeringsinfo.dk/parkering-aarhus/parkeringszoner-i-aarhus.asp
Når kroppen "slipper"
Det er ikke altid til at forudsige hvad der kommer “op” når man er på briksen, men mit ønske er at skabe de mest optimale og trygge rammer for dig, hvor du altid må sige fra og til.
Nogle græder, og andre griner under behandlingen. Dette er udtryk for, samt måder hvorpå kroppen “slipper”. Det sker også at kroppen slipper mere fysisk ved at ryste og temperatur regulere. Dette går hurtigt over igen og er ligeledes udtryk for, at der bliver sluppet og renset ud. Nogle beskriver, at de føler sig lettere; andre mere “groundede” og rolige efterfølgende. Nogle kan rumme dybe tryk, mens andre skal mødes med en blidere tilgang.
Det er vigtigt at vide, at det på ingen måde er nødvendigt at have en overvældende oplevelse på briksen for at din behandling virker eller hjælper. Dét, der kan have betydning for kroppen reaktion, er bl.a. hvor stort et “tryk” og belastning, der er i kroppen før behandlingen, og hvor dyb behandlingen er, samt hvor man er i forhold til at kunne slippe spændinger eller ophobede følelser i kroppen.
Krop og følelser
Body SDS er en manuel behandlingsform hvilket betyder, at det er en blanding af akupressur, massage af musklerne, bevægelse af leddene og kroppen samt åndedrætsarbejde. I samspil frigør teknikkerne spændinger i muskler, led og organer, hvilket også kan åbne op til psykiske aspekter af disse områder, som man eksempelvis også arbejder med i traditionel kinesisk medicin.
Det er helt naturligt, at kroppen reagerer under og efter en behandling, og det er på ingen måder farligt at opleve en effekt, men blot et udtryk for, at kroppen regulerer sig selv og renser ud, både fysisk og psykisk. Jeg støtter kroppen i noget den kan helt naturligt. Reaktionen afhænger af flere ting, alt efter hvad vi har med i bagagen.
Det er ikke et succeskriterium at have en stor reaktion under en behandling, og det er meget individuelt hvordan oplevelser har lagret sig i den enkeltes krop, og dermed også individuelt hvordan kroppen reagerer på en behandling.
“Hos Hanayo mærker du hurtigt, at du er i et trygt, tillidsfuldt og professionelt rum. Hun er utrolig opmærksom på dine behov og tilpasser derfor behandlingen efter hvad både du og din krop fortæller. Jeg glæder mig allerede til næste behandling”
– Trine, 25 år, studerende